Litt om boktryk og bokutstyr

Det er ikke at undres paa om den unge typograf, ja mangen gang kanske den ældre med, naar han dag ut og dag ind staar bøiet over skriftkassen med vinkelhaken i haand, har vanskelig for at tænke sig at dette hans møisommelige og ensformige arbeide kan ha noget med kunst og smak at bestille. Og dog er det saa: Boktrykker-kunsten bærer sit navn med rette. Den hævder sin plads blandt kunsthaandverkets forskjellige grener og kan i rette hænder frembringe verker, hvis egenartede skjønhet stiller dem paa høide med de ædleste arbeider av metal, træ, ler eller tekstile stoffer. Ja, hvad mere er, den typograf, som i sandhet elsker sit fag og stræber efter at naa videre end til en mekanisk utøvelse av haandverket maa altid holde sig de kunstneriske hensyn for øie samtidig med opøvelsen i materiellets sikre anvendelse.

Merkelig nok har boktrykkerkunsten ikke utviklet sig skridtvis men sprang som Athene av Zeus’s hode fuldt færdig frem av Gutenbergs skapende haand. Selv de allerførste arbeider som forlot hans verksted opfylder til fuldkommenhet de fordringer, som vi den dag idag efter snart 500aars forløp stiller til en vakker bok, et godt trykarbeide.

Og hvilke er nu disse krav?

Da typografens opgave er at skape en til mangfoldiggjørelse bestemt, fremfor alt let læselig gjengivelse av det skrevne ord, vil typevalget altid bli det første og vigtigste skridt. Allerede her gjør sig mangfoldige hensyn gjældende, forskjellige efter bokens art, dens innhold, karakter og dimensioner. Erfaring og øvelse spiller selvfølgelig her som i ethvert haandverk en meget stor rolle, men det gjælder at ha et klart blik og aapen sans for ikke at bli hængende i gammel vane. En typograf av det rette slags, med forstaaelse av sit haandverks høie verd, maa for hvert arbeide, som betroes ham, søke at danne sig et billede av det færdige verk og bringe paa det rene, hvorledes dets hensigt bedst opnaaes med tilfredsstillelse av alle rimelige skjønhetshensyn. Skriftformene er jo mangfoldige og likesaa de krav, som skal opfyldes, uavladelig vekslende efter arbeidets art og den læsekreds, hvorpaa det er beregnet. Inden hvilken av de to hovedgrupper, Antikva eller Fraktur, valget bør falde, er tildels en smaksak, men hvad der altid maa fastholdes er en ren og klar form med kraftig og uttryksfuld holdning uten overflødige streker eller anden forsiring, som lettelig forringer satsens læselighet, og dermed tillike dens skjønhet. Antallet av de nye skrifter, som støperierne stadig utsender er saa stort at der nok kan trænges baade sund sans og god smak for at træffe det rette. En meget værdifuld hjælp vil typografen ha i studiet av trykarbeider fra kunstens blomstringstid i det 15de og 16de aarhundrede, hvortil Kunstindustrimuseets bibliotek i denne som alle andre retninger byr den bedste anledning. Ved omhyggelig sammenligning av disse fortidens mesterverker med nutidens bedste arbeider vil nok forstaaelsen vaagne. Det gjælder imidlertid ogsaa at følge med sin tid og ikke glemme at en fuldstændig stilstand med stadig fastholden av de gamle skrifter er likesaa forkastelig som en tankeløs optagen av nye og uprøvede.

Næst efter skriftens form og satsens omhyggelige utførelse betinges arbeidets resultat i første række av det papirs kvalitet og utseende, hvorpaa trykningen skal foretages. Saalænge endnu bøttepapiret av lin- eller bomuldskluter kom til anvendelse, var valget forholdsvis let. Utvalget var ikke saa stort, det var ikke så mange kunstgrep og forfalskninger at vogte sig for, papirets forskjellige egenskaper saavidt iøinefallende, at faren for feilgrep ikke blev særlig stor for den erfarne og skjønsomme typograf. Langt vanskeligere er stillingen blit efter at klutepapiret mere og mere er fortrængt av maskinernes træmassepapir. Svakheter og mangler er her mange og meget store, kvalitetens bedømmelse kræver særlig indsigt og kyndighet, saameget mere som manglerne ofte skjuler sig under et bestikkende og tillidvækkende ydre. Trods de væsentlige fremskridt tilvirkningen av træmassepapiret efterhaanden har gjort, vil det aldrig kunne erstatte klutepapiret, som, hvor kostbart og vanskelig at skaffe det end er, altid vil beholde sin plads, ialfald hvor det gjælder verker av varig betydning, ja overalt, hvor de økonomiske hensyn i nogen grad kan sættes ut av betragtning. Idetheletat er det daarlig økonomi at spare paa papiret, med hvis beskaffenhet boken som trykarbeide staar og falder. Den ærekjære typograf vil harmes ved at se sin møie og omhu spildt paa et slet og uvarig papir. Selvfølgelig kan der ogsaa paa træmassepapiret opnaaes gode resultater, det var ikke vel andet, men der maa gaaes yderst forsigtig frem, uten at la sig blænde av tilsynelatende fortrin. Hvilke egenskaper der kræves vil avhænge av opgavens art, vekslende efter forholdenes natur og personlige smak.

OM FORFATTEREN
Henrik August Grosch (1848-1929) var da denne artikkelen ble skrevet direktør ved Kunstindustrimuseet i Oslo.

(...)

Selv om satsen imidlertid er aldrig saa vel utført og omhyggelig trykt med en vakker og stilfuld, letlæselig skrift paa et fast og godt papir av ren, hvit farve, resultatet avhænger dog fuldstændig av tekstbilledets anbringelse og ordning paa bokens sider, et hensyn som man længe har ofret og fremdeles paa mange hold skjænker altfor liten opmerksomhet.

Hvad der her fremfor alt kommer an paa er beregningen av marginernes, bladrandenes bredde i forhold til satsen. Like fra de første inkunabler under hele kunstens blomstringstid har dette moments betydning været forstaat og gjort sig gjældende i alle formater, store som smaa, altid med det maal for øie, at de to opslaaede sider av en bok skal samles og fremtræ som et fælles, av passende, smalere og bredere bladrande paa alle kanter indrammet hele. Løsningen av denne, for mange saa likegyldige opgave, kræver i virkeligheten den fineste smak og danner den bedste prøvesten for typografens kunstneriske følelse. Bestemte, for hvert enkelt tilfælde gjældende regler kan selvfølgelig ikke gives, men en viss norm, som i nogen grad kan beskytte mot feilgrep, vil dog uvilkaarlig danne sig ved studiet av fortidens bedste arbeider.

(...)

Første gang lagt ut 29-11-2003

Sist oppdatert 27-12-2005

Tilbake til siden om dokumenter fra norsk grafisk historie

Tilbake til hovedsiden

FORORDET
Naar Den Typografiske Forenings Fagkomité vovet et saa stort skridt som at gaa til utgivelse av «Norsk Boktryk-kalender», var det under følelsen av at vi her møtte et længe følt savn inden den faginteresserte kreds som nu glædeligvis strækker sig over det hele land.
Nu da vanskeligheterne ved utgivelsen av den første aargang er overstaat tør vi haabe at kalenderen er grundlagt som et permanent foretagende, der i likhet med den tyske, schweiziske o.a. kan utkomme hvert aar og øve en gavnlig indflydelse paa det personlige initiativ, faa den enkelte til at lægge litt av sit eget «jeg» i det daglige arbeide og dermed vokse faglig set, i samme mon som hele standen ønsker at boktrykhaandverket herhjemme i alle henseender maa arbeide sig frem ved siden av det bedste der præsteres i de store boktrykkercentrer.
Vi tror ogsaa alle subskribenter er med os, naar vi paa det varmeste takke samtlige medarbeidere for deres opofrende arbeide og ikke mindst for hvad de lover fremtidig at yde. Det vil være av den aller største betydning for kalenderen at faa en fast kreds av gode penne, for hvem det er en personlig glæde at meddele sin egen viden i tekniske spørsmaal og paavise praktisk vundne erfaringer.
Det blir da særlig de yngre fagutøvere kalenderen vil hjælpe et skridt videre frem til større forstaaelse av hvad der kræves for fremstilling av trykarbeider som skal staa paa høide med sin tid, samtidig som konkurranser om opstilte emner og satsopgaver fra aar til andet paa en udmerket maate vil tilkjendegi det faglige nivaa.
Fagkomiteen er de averterende firmaer meget forbunden for den forstaaelsesfulde støtte ved at opstille præmier for konkurransen om de bedst opsatte annoncer. Sluttelig bør nævnes Jacobsens farveutsalgs utviste generøsitet ved at la optrykke den i kalenderen indklæbede farveskala og de der paa anden maate har git sit bidrag sendes den bedste tak.

Kristiania, november 1917
DEN TYPOGRAFISKE
FORENINGS FAGKOMITÉ