DOKUMENTER FRA NORSK GRAFISK HISTORIE

Den første norske lærebok i typografi

Edvard Bernhard Devolds «Haandbog i Bogtrykkerkonsten» fra 1863

FORORD

I Subskriptionsindbydelsen til nærværende Haandbog har jeg angivet den Omstændighed, at vor Literatur savner et Verk, tjentligt til saavel Bogtrykkerlærlinges som mindre perfektionerede Typografers Vejledning, og Hensigten, efter Evne at afhjælpe denne Mangel, som det, der har bestemt mig for dens Udgivelse. Efterat dette her var gjentaget, som etslags Præservativ mod Beskyldningen for Ubeskedenhed ved, som selv yngre i Faget og mindre perfektioneret, at paatage mig noget saa Vanskeligt som Udgivelsen af et teknologisk Verk, kan det vel synes, som om yderligere Forerindringer maatte være overflødige. Imidlertid er der dog nu, da Bogen ligger færdig paa Titelen nær, Adskilligt, som det forekommer mig at jeg bør gjøre Rede for, inden jeg lader den udgaa til Læserne.

(...)

Den historiske Del blev af mindre Omfang end oprindelig tænkt, fornemmelig fordi Subskriptionen syntes at vise, at Haandbogen vel næsten udelukkende kom til at læses af Typografer, og for disse maatte selvfølgelig en større Udstrækning af den tekniske Del være at foretrække. (...)

De tekniske Benævnelser ere for største Delen oversatte paa Tydsk, Fransk og Engelsk, navnlig tilsigtende, at i Udlandet rejsende Typografer derved kunne finde en støtte. Hvor ønskeligt det end forekom mig, at en svensk Oversættelse kunde være forenet med disse, var det, formedelst den ligesaa fuldstændige som beklagelige literære Sondring mellem Broderrigerne, mig dog ikke muligt at anskaffe en dertil fornøden svensk Bog, hvis nogen saadan forresten existerer, ligesaalidt som jeg havde Anledning til at sætte mig i Forbindelse med nogen Svensker, der besad Kjendskab til Typografien.

(...)

Uagtet alt dette betvivler jeg imidlertid ingenlunde, at Haandbogen, ved Siden af den praktiske Undervisning i Bogtrykkeriet, vil være skikket til at give Lærlinge de for en Typograf mest fornødne Anvisninger, ligesom jeg heller ikke er i Tvivl om, at enkelte Dele af dens Indhold selv af ældre Typografer, for hvem de i fremmede Sprog skrevne Verker om Typografien ej ere tilgjængelige vil læses med Interesse. Andre Dele af Bogens Indhold (t. Ex. Primtavlen og Udskydningstabellerne) kan mangengang i en Hast gribes til, for at man kan faa afgjort et Spørgsmaal eller en Uvished, der ellers vilde gjøre en kjedelig Beregning eller en paa egen Haand foretagen tungvindt og ikke altid straks sikker Udfinden nødvendig.

(...)

Paa Titelen har jeg sat «1ste Del», fordi nærværende Bog omhandler Sætning og ei Trykning, og jeg agter, som før bemærket, at udgive en fuldstændig Anvisning for Trykning, dersom Afsætningen af nærværende Anvisning for Sætning skulde vise sig nogenlunde tilfredsstillende; det bliver da 2den Del.

I Subskriptionsindbydelsen lovedes en Subskribentsfortegnelse, men denne kan ikke leveres, da de fleste indkomne Subskriptionsplaner havde mindre nøjagtig Paategning; fra Danmark erholdtes endogsaa ingen Navnefortegnelse over de Subskriberende, men kun Opgivelse af deres Antal.

Endelig maa jeg stille Anmodning til dem af mine Kollegaer, hvem Haandbogen kommer ihænde, om en skaansom Bedømmelse og Overbærenhed med indløbne Fejl, – Noget som jeg maaske endog, i Betragtning af at Bogen hos os er den første i sit Slags, kan være berettiget til at vente, om ikke fordre.

(...)

Bergen, den 4de Juni 1863.
Udgiveren.

MER OM DEVOLD
Les en omtale av boka og forfatteren her.

NÅ TILGJENGELIG I SIN HELHET
Jeg scannet boka i sin helhet i 2013.
Les den her.




GLEMT BOK
Denne boka var glemt i mange år. F.eks. skrev Carl Just i boka «Fabritius og Sønner - Institusjonen Scheibler - I Gutenbergs tjeneste gjennom 125 år» (1969) at Hermann Scheiblers «Kortfattet Haandbog for Typografer» fra 1890 var den første norske lærebok for typografer.

INDLEDNING.

(...)

I Holland tilskriver Haarlem sig Æren af Bogtrykkerkonstens Opfindelse og nævner som Opfinder Laurenz Ianssoen, der født i Aaret 1370, nedstammede fra en adelig Familje og bestyrede det ærefulde og indbringende Embede som Klokker, hvilket dengang kun anbetroedes anseede Folk; han antog derfor, efter hin Tids Brug, Navnet Koster (d. e. Klokker), under hvilket han er Efterverdenen almindelig bekjendt.

(...) Senere skal han istedetfor Træformer have anvendt Blybogstaver og til Slutning Bogstaver af Tin og udvidet sin Bedrift saa meget, at han dertil havde maattet antage flere Medhjælpere, En av Disse, ved Navn Johann, skal en Julenat hemmelig være rømt med Typerne og Trykningsverktøjet til Mainz, og der 1442 have trykket forskjellige Verker med de stjaalne Typer.

De Beviser, som Mainz og Haarlem benytte for deres Paastande om Bogtrykkerkonstens Opfindelse, ere saa fuldstændige, at der paatrænger sig Forskeren den Anskuelse, at man uafhængig af hinanden har gjort Opfindelsen omtrent samtidig paa begge Steder. Herfor taler ogsaa den fuldkomne forskjellighed mellem den hollandske Tryks Typer og Trykningsindretninger og de Mainziske. – Endvidere formaa hine Beviser kun at hævde sit eget Partis Ret uden at svække Modstandernes.

(...)

I Norge, hvilket Land hidtil var blevet forsynet med Bøger fra Danmark, finder man først i Midten af det 16de Aarhundrede et Trykkeri i Throndhjem og dernæst (1656) et i Oslo (nu Forstad til Christiania, men som dengang først for 20 Aar siden var anlagt). I Christiansand oprettedes 1723 et Trykkeri; dernæst fulgte Bergen, 1724. Nu have ikke alene de større, men ogsaa enhver nok saa liden By sit Trykkeri. Christiania alene har henved 20.

(...)

OM SKRIFTEN.

1) Hvad der forstaaes derved.

Begrepet Skrift har for Bogtrykkeren en dobbelt, en snævrere og en videre Betydning. I snævrere Betydning forstaar man derved de virkelige Bogstaver, hvis Billedflade giver det synbare Aftryk, og man siger derfor, at Skriften har et smukt eller stygt Snit (formen af Alfabetets Tegn er skjøn eller uskjøn); Skriften staar eller staar ikke (bogstaverne danne tilsammen og indbyrdes rette linjer eller ikke) osv.

(...)

3) Systemerne.

Vi ville nu gaa over til at tale om de forskjellige Slags Skrifter, deres Snit og Størrelser.

Ved et Skriftslags forstaar man Billedfladens, Bogstavbilledernes overensstemmende Form og Størrelse gjennem den hele til Trykning fornødne Samling af Alfabetrækker og enkelte Bogstaver, Tegn m. M. Saaledes gives der Fraktur, Antikva, Kursiv (ogsaa kaldet Italik), hvilke tre Skriftslags udgjøre de egentlige Verkskrifter; fremdeles smal, halvfed og fed Fraktur og Antikva, sædvanlig, smal og forsiret Gothisk, Medolin, Schochisk, Schwabacher, Amerikansk (americaine), Egyptienne, Kancelli, Museret i de mangfoldigste Mønstre, Skriveskrift og endnu en Mængde andre, hvis Opfindelse og Anvendelse retter sig efter den herskende Mode. De store Skrifter, man se som Hovedlinjer paa offentlige Opslagsplakater, kaldes Plakatskrifter. Skriftsorternes Forskjellighed sees bedst af de fra Bogtrykkerne og Skriftstøberne udgivne Skriftprøver.

Snittet betegner Formen af Skrifttegnene, som den blev givet dem av Tegneren, og benævnes fordetmeste efter Skriftstøberens Firma; saaledes skjelner man mellem wallbaum'sk, dreszler'sk, ehrhard'sk, rösch'sk Snit osv.

(...)

3b) Udslutningen.

Imellem hvert Ord bliver der sat en Halvgeviert, eller, naar Satsen skal knibes, en Tredjedelsgeviert (et Slis og et tykt Spatium udgjør en Tredjedelsgeviert), efter et Punktum, Udraabs- og Spørgetegn en Geviert, naar de afslutte Sætningen, saa at der efter dem begyndes med stort Bogstav, efter Komma, Semikolon og Kolon derimod en Halvgeviert.

Om Linjen er fuldsat i sin hele Bredde, er den dog ikke dermed færdig. Den sidste Type slutter sjælden nøjagtigt til den højre Sidevæg af Vinkelhagen. Stundom bliver der et større eller mindre Rum tilovers og undertiden faar den eller de sidste Typer ikke Plads, førend man har formindsket Mellemrummene mellem endel av ordene i Linjen. Enhver Linje maa slutte med et fuldt Ord eller med en hel Stavelse af et Ord og Bindetegn; det tiloversblevne Rum bliver fordelt saalænge og saa forholdsmæsigt, som muligt, ved Tilføjning af et og atter et Spatium mellem hvert Ord, indtil Linjen staar fast i Vinkelhagen. (...)

Hovedreglerne for Udslutning ere: Inddelingen af Rummene mellem Ordene maa ske saa ligeligt og forholdsmæssigt, som muligt. Er der Rum at fordele, saa stikkes de første Spatier ind ved Interpunktionstegnene, de følgende ved de Ord, som begynde med smaa Bogstaver og tilsidst foran Substantiverne. Maa derimod Mellemrummene formindskes, saa begynder man med udtagelse af Halvgevierterne foran Substantiver, derefter foran de Ord, der have smaa Bogstaver, og endelig bak Interpunktionstegnene; thi ved de store Bogstaver er et lidet Mellemrum mindre iøjnefladende, hvorimod ved Interpunktionerne, der slutte en Talesætning, et større Mellemrum er mere tilladeligt. Endvidere er det en Regel, at holde Rummene mellem Ordene i de forskjellige Linjer hverken snævre eller aabne. Er der Mangel paa Regelmæssighed, saa viser dette sig paafaldende og er ofte forstyrrende for Læseren. (...)

Omendskjønt Sætteren under Sætningen gjør sig al Umage for at holde en jævn Udslutning, saa opstaar dog mange Hindringer, hvorved han med sin bedste Vilje ikke kan undgaa, at Mellemrummene i den ene Linje blive mere aabne end i den anden; dette foranlediges for det Meste ved Brydning af Ord, Ind- og Udtagning under Korrigeringen m.M.

(...)

Publisert første gang 2007-01-21.

Sist oppdatert 2013-03-31.

Tilbake til hovedsiden