Kilder til norsk grafisk historie

Da jugendstilen kom til norsk typografi

Paa Bogtrykkerfagets Omraade foregaar der for Tiden en Gjæring. Meningerne om, hvad der er smukt og hvad der er hæsligt, har aldrig før været mere divergerende end nu. Hvad den ene finder smukt, maaske ubetinget smukt, finder en anden maaske ligefrem hæsligt.

Av Hermann Scheibler

Første side i artikkelen. Ornamentet har med sine naturformer et typisk jugendpreg. (Illustrasjonen viser ikke hele sideformatet.)

Den nu paagaaende Gjæring har dog sin væsentligste aarsag deri, at man ønsker at tilføre de grafiske Fag mere Kunstfærdighed og mere solid og haandværksmæssigt Arbeide, istedetfor det, som hidtil i alt væsentligt har været Tilfældet, nemlig ret og slet Fabrikation. Den fabrikmæssige Produktion har været den fremherskende i alle Industrigrene i den sidste Halvdel af forrige Aarhundrede, og denne har medført en Tilsidesættelse af den haandværksmæssige og kunstfærdige Uddannelse. Efter at Almenhedens Behov for alleslags Industriprodukter gjennem mangehaande Opfindelser var bleven tilfredsstillet med Hensyn til Gjenstandenes Art, er nu i den seneste Tid Fordringerne til disses Kvalitet og Udstyr mere og mere traadt i Forgrunden.

Den nye Smagsretning og Stil bunder altsaa i det store og hele taget i en sundere Opfatning af Haandværkets mulige udvikling i kunstnerisk Retning. Man har f. Eks. i vor egen Branche forsøgt at begrænse sig mere ved ikke at forsøge sig paa Ting, som ifølge Sagens Natur aldrig kan blive andet end Dilletanteri. Allerede i Erkjendelsen af dette ligger der et stort Fremskridt.

Man maa dog ikke derfor svæve i den skjæbnesvangre Vildfarelse, at den nu moderne Smagsretning, hvad dens ornamentale Side betræffer, er det æsthetiske Alfa og Omega og det endelige og forløsende Ord. Med denne Stilretning – forsaavidt man i det hele taget kan kalde det Stil – vil det vistnok gaa som med de tidligere: Den vil blive underkastet de skiftende Synsmaaders Indflydelse, og maaske om ikke mange Aar vil man se tilbage paa denne for Tiden – i Enkeltes Øine ialfald – alene saliggjørende Stilretning med ligesaameget Overlegenhed som paa de nu tilbakelagte Stilretninger.

Den nye Stilretning har ingen Tradition, og den emanciperer sig fuldstændig fra de klassiske Stilarter. Den har sit karakteristiske Kjendemærke i markante, groteske og snørklede Former, som til en Begyndelse gjorde et ganske fremmed Indtryk på Beskueren.

Illustrasjon fra Scheiblers artikkel. Billedteksten var: «Moderne Utdstyr med Excentriske Overskrifter, Forsiringer og Sidetal.»

Karakteristisk for den nye Stilretning, saaledes som den kommer til Udtryk i Bogtrykkerfaget, er de retvinklede ydre Former. Alt skal tvinges ind i en stiv, retvinklet Form. Eiendommelig er ogsaa Forkjærligheden for gothiske Typeformer, tiltrods for at vor realistiske Tidsalder ikke synes at have nogen Sympathi for disse. Anvendelsen af gothiske Typeformer hører iallefald ikke hjemme i merkantile Tryksager. Den bør indskrænke sig til dertil skikkede literære Arbeider, hvor Gothiken staar i Slægtskabsforhold med Indholdet. Den gothiske Skrift staar imidlertid i noget Slægtskabsforhold til de ovenfor nævnte moderne snørklede Ornamenter, og derfor maa nu denne gamle ærværdige Munkeskrift gjøre en Slags Lakeitjeneste.

Den stilretning eller rettere den Mode, som herskede i Bogtrykkerfaget i det foregaaende Decennium, var den saakaldte «frie Retning», og dens stilistiske Fordringer gik omtrent i stik modsat Retning, af hvad der forlanges nu. Var det tidligere en rosværdig Ting, saameget som mulig at undgaa de retvinklede Former, saa er det nu bleven til en æsthetisk Fordring. Den retvinklede Form i den nye Smagsretning er dog af praktiske Hensyn at foretrække, da den langt bedre stemmer med det typografiske Materiels Art og Natur. Man synes ogsaa heldigvis at være enig om, at de tidligere flade og kraftløse Skrifter og Ornamenter bør erstattes med kraftfuldere Former, ligesom mere Enkelthed og Ro i Arrangementet tilstræbes. Haand i Haand med disse Bestræbelser gaar ogsaa Arbeidet for Anvendelsen af kraftigere Farver i Modsætning til de tidligere matte Farver.

ENGLISH SUMMARY
The prominent Norwegian printer and trade commentator Hermann Scheibler of W. C. Fabritius & Sønner A/S in Oslo (then Kristiania) discussed in this article of 1903 or 1904 the new esthetique style - the «jugend» or «art nouveau» - in printing. He did not give a name to the style, as he was so new to it. He was still uncertain whether it was a style at all. He noted its characteristic ornaments, its strong colours and its preference for blackletter typeforms, and he acknowledged that it had no connection with the historic styles (renaissance etc.) or the former «free movement» in printing of the end of the 19th century.

Publisert første gang 2008-08-09.
Sist oppdatert 2009-01-17.

Til samlesida om kilder til norsk grafisk historie

Til hovedsida