Typografenes arbeidsforhold på 1870-tallet

Både åndelig og legemlig anstrengelse

Typografene i Christiania, organisert i den nystiftede Den typografiske forening, utga i 1872–1873 den håndskrevne fagforeningsavisa Guttenberg. I nr. 13, 15. februar 1873 diskuterte hovedartikkelen situasjonen for typografene (setterne) i byen.

«Kan det siges, at Sætternes Stilling her i byen for Øieblikket er virkelig tilfredsstillende?»

Svaret herpaa maa blive et ubetinget Nei!

Ser man f. Ex. hen til de mange af vore Kollegaer, som netop nu, da Storthinget* er samlet, møde op fra den tidlige Morgen – «med Lys og Lygte» – og staa fængslede ved Kassen**, som om de vare bundne til den, indtil sent paa Kvælden, ofte langt ud paa Natten, – da kan det ikke her være Tale om Tilfredshed, naar man tager i Betragtning Sætterens trættende og møisommelige Arbeide.

Saa sandt som det er, at «Mennesket ikke kan leve af Brød alene», saa sandt er det ogsaa, at ingen Arbeider mere tiltrænger Hvile end netop Sætteren, der stadig maa anstrenge sig i aandelig ligesaa meget som i legemlig Henseende. Men hvor skal Hvilen komme fra, naar man først kan slutte sit Arbeide efterat alle Andre ere gaaede tilsengs og allerede den tidlige Morgen – længe før Dag – maa forlade Leiet for atter at begynde igjen som den foregaaende Dag. Thi den, der tiltrænger aandelig Hvile, opnaar ikke denne ved Søvnen alene. For at føle Hvilen ret, har han en anden Trang; han vil have mere end «Brød alene» – han vil ogsaa have aandelig Føde; uden denne føler han sig utilfreds, og uden Tilfredshed har man selv i Søvnen ikke den rette Hvile, – og da bliver Arbeidet et Trælleværk.

Et oppslag fra den håndskrevne fagforeningsavisa Guttenberg.

Dette er den nøgne Theori af Svaret «Nei» paa det ovenfor opkastede Spørgsmaal. Herimod vide vi vel, at en stor Mængde Stemmer ville reise sig og give os et «slaaende» Bevis ved at kaste de blanke Sølvdalere paa Bordet, som de Lørdagskvælden har faaet for Ugens Arbeide. Men vi lade os ikke saa let «slaa» af Marken og mindst ved at se Tilfredsheden solgt for Penge; thi hvad nytter Penge uden Tilfredshed?

Men – vel an! Gaa hjem med Din store ugeløn, gjør op Dit Regnskab for sidste Uge, gjør en Sammenligning mellem Dine Indtægter og Dine Udgifter, – og Du vil da kanske finde, at Overskuddet ikke er synderligt rarere i denne Uge end det har været, naar Du har havt en mindre Uge-Indtægt og saaledes ogsaa arbeidet mindre. Det kommer deraf, at overanstrængende Arbeide kræver flere og stiller langt større Fordringer til Livets Fornødenheder, end det almindelige Arbeide, og den forøgede Indtægt bliver derved i en vis Forstand endog et Tab, naar man ser hen til den svækkelse og Mulighed for Sygdom, som Overarbeidet medfører.

– Vi ere ikke blinde for, at den travle Tid for Mange kan være en Opreisning for den Tilbagegang, de have havt i den knappe Tid, navnlig i Sommermaanederne, og denne Omstændighed kan jo nok synes at være et slags Tilfredshed, men den er vistnok af en meget mislig Natur, thi der vil dog altid være Noget, som mangler.

Skal de gamle Smaahuller dækkes, bliver der Intet tilovers for de større Fornødenheder, Overarbeidet kræver. Den saakaldte «store» Ugeløn er tvertimod nu for «liden»; Extraarbeidet bliver ikke betalt efter sin Værdi, thi denne maa absolut forøges jo mere den gaar ud over den normale Arbeidstid. «Haandværk gavner mer enn Herrefærd» siger en gammel Vise; men da bør det ogsaa betales efter sin Værdi, og det er netop ikke Tilfælde hos os nu. Heri ligger Feilen, og før denne bliver rettet paa, kan der slet ikke være Tale om nogen Tilfredshed.

Men – hvis er Feilen?

Ja – Feilen vil Ingen tage paa sig; det gaar naturligvis her som med Kokkepigen, der slog en Kop istykker; «Katten har skylden.» Feilen er hos os Allesammen, thi vi lade os forblinde af Selvinteressen og understøtte derved vor egen Tilbagegang. Vor Tarif søger vel at bøde herpaa, idet den bestemmer, at der skal betales forhøiet Pris for alt Arbeide over den sædvanlige Arbeidstid. Men overholdes denne Bestemmelse? Nei, tvertimod. Man har Bevis for, at Sættere, som staa paa fast Ugeløn, arbeide over Arbeidstiden for den samme Minimums-Betaling, som mange Styksættere for Tiden erholde.

Det er ganske vist meget godt at have Leilighed til at skaffe sig Bi-Fortjeneste, men denne maa da ogsaa svare til Arbeidets Værdi, hvis den virkelig skal kunne bidrage til at forøge vor Tilfredshed, og uden denne er Overarbeidet, som sagt, kun en tilsynelatende Fordel. – Her er altsaa en ny Anle dning til at anspore den nye Tarifs Overholdelse, og det er kun vor egen Feil, naar dette ikke sker, thi Overarbeide behøver Ingen paatage sig, nar han ikke vil.

ENGLISH SUMMARY
The oldest trade union in Norway, still working, is Den typografiske forening i Christiania (The printers' union of Christiania (Oslo)) of 1872. In 1872–1873 it published the handwritten journal Guttenberg. Its 16 weekly editions are now republished in a book. The article above, from Guttenberg no. 13, discusses whether overtime is positive or negative for the printers.

Publisert første gang 2012-06-16.
Sist oppdatert 2012-09-07.

Til samlesida om kilder til norsk grafisk historie

Til hovedsida