Typografi i Norge

Kilder til norsk grafisk historie

Det seine 1800-tallets typografiske stilarter

Av Hermann Scheibler

Den store Betydning, Aksidenserne nu har for vort Fag, skyldes for en stor Del den stærke Konkurrence med Lithografien; thi da denne var istand til at udføre alle schematiske Arbeider smukkere end de lod sig skrive, og Omkostningerne ved den lithografiske Mangfoldiggjørelse heller ikke var saa særdeles store, vænnede Forretningsfolk sig snart til den Bekvemmelighed at lade sine mangehaande skriftlige Fornødenheder lithografere.

Lithografien oparbeidede sig saaledes ikke alene et stort Arbeidsfelt, men de fravristede ogsaa for en stor Del Bogtrykkeren de gamle Arbeider, han hidtil hade havt, og blev derfor i mange Aar næsten Enehersker paa Aksidenstrykningens Omraade. Med sit paa Skrifter og Indfatninger saa yderst fattige og stive Materiel kunde Bogtrykkeren umulig optage Konkurrencen med Lithografen, der uden at hemmes af tekniske Vanskeligheder frit kunde anvende hvilkensomhelst Idé i sine Arbeider.

Først i Begyndelsen af 60-Aarene kunde man mærke, at enkelte Bogtrykkerier begyndte at anvende mere Omhu paa Aksidensernes Udstyr, og fra denne Tid daterer sig den egentlige Aksidenssats. Materiellet, som Datidens Sættere havde til Raadighed, var dog yderst tarveligt og indskrænkede sig til nogle frie Forsiringer, endel Rækkeindfatninger og Hjørnestykker. Det lykkedes kun de dygtigste og mere begavede Sættere engang imellem at opnaa et tilfredsstillende Resultat, og de forskjellige Arbeider havde altid et ensformigt og schematisk Præg.

Siden denne tid har Udviklingen gaaet frem med Kjæmpeskridt. Skriftstøberiene begyndte at levere Aksidensmateriel, hvormed Sætteren blev sat istand til at kunne frembringe smukkere Ting, og desuden bevirkede forskjellige Forbedringer paa Støbningens Omraade, at de typografiske Aksidensarbeider fik et smidigere og i det hele taget behageligere Udseende. Inden Typografernes egen Kreds vaagnede der en livlig Interesse for denne Gren av Faget. Ogsaa Principalernes Opmærksomhed rettedes omsider paa Aksidenstrykningen som et nyt Forretningsfelt, hvor man nun troede med større Held end tidligere at kunne optage Konkurrencen med Lithografien.

I Aksidenstrykningens videre Udvikling fra den Tid indtil nu kan man tydelig skjelne fire Perioder, om disse end ikke er absolut afgrænsede.

Fig. 1. Aksidens fra den 1ste Periode, ca. 1860–70.

Aksidensarbeiderne fra den første Periode, som gaar omtrent til Slutningen af 60-Aarene, sluttede sig saavidt mulig til Lithografiens Frembringelser. De bugnede af forsirede Skrifter, og disse var som oftest yderligere omgivne med fritstaaende Blomster og Blade eller med de for denne Periode karakteristiske saakaldte Pennetræk og Efeuranker, som dengang var meget yndet, og som ligeledes var en Efterligning af Lithografien. En anden Eiendommelighed var de i alle mulige Former bøiede Linier (se Fig 1).

Farvetryk var dengang meget sjelden, og det var kun ved særlig festlige Anledninger, at en rød eller blaa Hovedlinje blev anvendt. De daværende Hurtigpresser var af en forholdsvis primitiv Art, og især til Aksidenstryk brugtes endnu meget almindelig Haandpresser, hvilket nu, med faa Undtagelser, er et tilbagelagt Standpunkt.

Fig. 2. Aksidens fra den 2den Periode (Stregmaneren), ca. 1870–1880.

Den anden Periode danner de i den saakaldte Stregmaner udførte Arbeider (se Fig. 2). Denne Overgang var forsaavidt et stort Fremskridt, som Typografien derved gjorde sig uafhængig af Lithografiens Forbilleder. Gjennem Bøining og Skjæring forsøgte man ogsaa i Bogtryk at anvende Motiver, som andre Kunsthaandværk havde tilegnet sig for sit Behov. Dette var især Skiltformer, paa Enderne oprullede og flagrende Baand, i Hjørnerne paaskruede Bjælker og Lister o.s.v. Skriftstøberierne arbeidede i denne nye Retnings tjeneste, og der skabtes en Mængde nye Streg- eller Friornamenter og Rækkeindfatninger, som bragte nyt Liv i de ellers noget stive Former. Men Stregerne spillede altid Hovedrollen, og det maa betragtes som en Kjendsgjerning, at først ved Indførelsen av Messingstregerne fik Aksidenssatsen Liv og Form, og Stregmaneren kan med Rette kaldes den egentlige Forløber til den fjerde Periode; Den frie Retning. Men Stregmaneren stillede temmelig store Fordringer til Sætterens Selvstændighed og Maadehold, og af denne Grund blev Grændserne af de fleste snart overskredne, og hvis Aksidenssatsen ikke igjen skulde komme i Forfald, maatte man slaa ind paa andre og nye Baner. Heldigvis faldt der i denne Periode en Række med Mesterhaand udførte Arbeider, som ikke alene viste Stregmanerens høie Standpunkt, men disse dygtige Mænd ledede efterhaanden ogsaa denne Periodes meget ubestemte Karakter over til de roligere og stilrene Rammeformer, som danner den tredie Periodes Glandspunkt. Albin Maria Watzulik i Altenburg var en af Stregmanerens Ophavsmænd, ligesom han ogsaa var dens største Mester.

Den tredje Periode danner Aksidenserne fra 80-Aarene; de er karakteristiske ved sine stilfulde, ofte noget fyldige Omramninger. Tidligere var Reglerne og Formerne for Aksidensarbeiderne temmelig vilkaarlige, men efterhaanden blev der især i Tyskland gjort ihærdige Bestræbelser for at faa tilveiebragt mere bestemte Regler, og det lykkedes ogsaa omsider at faa dannet et Grundlag, hvorpaa en Udvikling i videste Forstand var mulig. Aksidensarbeiderne blev underkastet de strengeste Regler for Symmetri og Proportion, og Rammen fik den klassiske Form, som er karakteristisk for denne Periode (se Fig. 3).

Fig. 3. Aksidens Fra den 3dje eller klassiske Periode, ca. 1880–90.

De tyske Skriftstøberiers Produktivitet, især hvad Ornament-Materiellet angik, var i denne Tid fremdeles meget stor, og den raske Udvikling, som Typografien nu tog, skyldes vistnok for en væsentlig Del disse Skriftstøberier, der leverede en næsten uoverskuelig Mængde Aksidensmateriel, som fik Indpas og Anvendelse i omtrent alle europeiske Lande. Især Fremkomsten af en Del større Serier af Indfatninger, saasom Florentiner, Venezianske og Holbein-indfatninger samt et Par saakaldte Renaissance-Garniturer bød Sætteren et rigt Udvalg af Forsiringsformer. Ogsaa nogle Serier af Indfatninger med arkitektoniske Motiver, saasom den «Græske Indfatning», «Akanthea» og den sidste i Rækken «Germania» gjorde sit til at fremme Typografiens videre Udvikling, omend Indførelsen af arkitektoniske Former i Typografien altid har havt sine Modstandere. Deres Anvendelse kræver nemlig specielle Kundskaber til de arkitektoniske Love, hvilket man jo ikke kunde forudsætte hos de fleste Aksidenssættere, og som Følge deraf blev der begaaet mange og grove Feil, som bragte denne Retning i Miskredit.

Fig. 4–6. Prøver af Renaissance-Rammer.

Med særlig Forkjærlighed kultiveredes Renaissancen, og i denne Stilart blev der udført mange fortræffelige Arbeider. Renaissanceformerne er ogsaa unegtelig bedst skikkede for den typografiske Teknik, og denne Stilart indtager endnu, trods den forandrede Smagsretning, Høderspladsen blandt de forskjellige Forsiringsformer. Da vort Exempel fra den paa Ornamenteringsformer saa rige 3dje Periode paa langt nær kan give noget fyldigt Billede, vil det have sin Interesse her at gjengive endnu et Par Exempler paa disse smukke Rammeformer fra denne Periode, som var den betydningsfuldeste for Aksidenstrykningens Udvikling (Fig. 4–6).

Slagordet var nu over hele Linjen «Stil». Men ved denne ængstelige Søgen efter Stilrenhed fik arbeiderne som oftest et stivt og ensformigt Præg. Man var ved Materiellets Beskaffenhed og ved Stilens Fordringer bunden til den retvinklede Rammeform, hvilket – især hos Englænderne og Amerikanerne med sine frie og regelløse Anordninger –, ikke altid fandt udelt Bifald og Forstaaelse, og som ogsaa omsider gav Anledning til at denne især for Tysklands Typografi eiendommelige Stil igjen arbeidede sig ud af de stive Former til større Frihed. De bedste Arbeider fra denne Tid vil dog altid hævde sin Plads som sande Kunstværker, og med denne Periodes Afslutning har ogsaa Aksidenssatsen foreløbig naaet sin Kulmination. Selvfølgelig blev der ogsaa af mange uindviede begaaet Feil og Overdrivelser, og det saa mangen Gang ud, som om Arbeidet ikke var udført for Textens, men for Rammens Skyld.

Ved Hjælp af hensigtsmæssige og særlig for Aksidenstryk konstruerede Maskiner var man nu sat istand til ogsaa at kunne præstere et godt Farvetryk.

Fig. 7. Prøve af en Aksidens i den saakaldte gammeltyske (Renaissance)-Stil.

En eiendommelig Smagsretning gjorde sig i denne Tid eller noget senere gjældende i Tyskland, nemlig den saakaldte gammeltyske Stil, ogsaa kaldet Münchener-Skolen. Denne havde til Hensigt nøiagtig at kopiere den oprindelige og rene Renaissance. Det var dog kun enkelte Trykkerier, som anvendte denne Stilart, og ifølge dens Natur blev den ganske fremmed for vore Forhold, da den krævede et særeget Skriftmateriel, nemlig Fraktur i dens oprindelige Former, som hos os og ogsaa de fleste andre Steder allerede for længe siden var et tilbagelagt Stadium. Men det kan alligevel have sin Interesse her at se en Prøve paa denne Stil (Fig. 7), om den end lader meget tilbage at ønske med Hensyn til Stilrenhed.

Derimod fandt ogsaa hos os de i Slutningen af den 3dje Periode paa Mode komne arkitektoniske Motiver Indpas og delvis ogsaa de gotiske Ornamenter.

Jeg behøver vel neppe særlig at fremhæve, at den her omtalte Udvikling i alt væsentligt er at tilbageføre til Typografiens Moderland, Tyskland. Ialfald har man her hjemme og i de andre skandinaviske Lande gaaet fuldstændig i Tyskernes Fodspor, hvilket er let forklarligt, da alt vort Aksidensmateriel kommer fra Tyskland. Desuden har Tyskerne i Aksidenstrykningen altid været Foregangsmænd, og deres Arbeider har især fremfor de engelske og amerikanske vist en Soliditet, som for de skandinaviske Synsmaader var den mest tiltrækkende og passende. Og det har været en let Sag for Tyskerne at kunne optage Kampen med de faa Skriftstøberfirmaer heroppe i Norden, da disse ikke har magtet at konkurrere, langt mindre at skabe nogen egen Retning. De engelske og franske Skriftstøberprodukter har aldrig faaet Indpas hos os, og de af vore Fagmænd, der har søgt til Udlandet for at uddanne sig, har næsten udelukkende gjort dette i Tyskland.

I 70-Aarene gjordes i Tyskland ivrige Bestræbelser til Ophjælp af Kunstindustrien, og der grundlagdes i denne Tid flere fagtekniske Aviser, og typografiske Foreninger, som udelukkende havde det faglig-tekniske Fremskridt til Formaal, dannedes i de større tyske Byer. Disse Foreninger virkede, i Forbindelse med Fagaviserne og Lærebøger, meget til Fagets Fremme. Ligeledes har ogsaa de i flere store Byer senere oprettede Fagskoler udrettet overordentlig meget til Fagets Fremme. I de andre store Kulturlande stod Aksidenstrykningen endnu paa et forholdsvis lavt Trin, og kun en sjelden Gang blev der iagttaget et og andet Arbeide, hvorpaa der var lagt endel Udstyr. En fransk Bogtrykker og Skriftstøber, Jaques Charles Derriey, havde vistnok leveret nogle gode Indfatninger, men han fandt ingen Forstaaelse blandt sine Landsmænd, og det franske Aksidenstryk staar den Dag idag paa et lavt Trin.

(. . .)

Den retning, som Aksidenstrykningen nu har slaaet ind paa, den saakaldte «Frie Retning», danner den 4de Periode i dens Udvikling. Overgangen er gaaet hurtig for sig, og denne Retning dyrkes nu med Forkjærlighed af en Mængde Aksidenstrykkerier.

Fig. 8. Aksidens fra den 4de Periode (den saakaldte «Frie Retning»).

Vore Tryksager paavirkes til en vis Grad ogsaa af Moden. Beviset herfor har vi i de forholdsvis hurtige Overgangen fra den ene Stil- eller Smagsretning til den anden. Kunderne vil altid have noget Nyt og Originalt, og er et Arbeides Natur og Beskaffenhed af den art, at noget Originalt eller Extravagant ikke lader sig forene med Arbeidets Bestemmelse, forlanges der dog i Regelen Noget fra det Almindelige afvigende.

De strengt stiliserede ornamentale Former, som hidtil havde været anvendt, og hvormed Typografien havde opnaaet saa smukke Resultater, er for det meste igjen forladt, og man har tilegnet sig en friere Forsiringsmaade med fantastiske Motiver, og hvor især de naturalistiske Vignetter spiller en stor Rolle. I de forskjellige VIgnetter har man opdaget et udmærket Middel til Frembringelse af originale og pikante Ting. De ældre Forsiringsformer med den strenge og oftest tunge Renaissancestil var ikke synderlig skikket især til Udstyr af merkantile Arbeider, som ikke krævede noget kunstnerisk, men noget forretningsmæssigt, og hertil var den frie Retning med sine lette, effektgjørende Former langt bedre egnet.

Lignende Tilløb til Forsiring blev vistnok tidligere ofte iagttaget af fremragende tyske Sættere, som stadig søgte efter nye Former; men mere almindelig, saa at sige til daglig Brug, blev den først anvendt i England og Amerika; men ligesom i disse Lande en korrekt Anvendelse af Ornamenterne saagodtsom aldrig havde fundet Sted, saa var heller ikke den nye Retning, saaledes som den blev praktiseret der, noget sikkert Grundlag for en videre Udvikling. Disse engelske og amerikanske Arbeider fra 80-Aarene var i Regelen aldeles blottet for smagfuld Anordning af Skrift og Indfatning. Det var et fuldstændig vildt Sammensurium af Skrifter og Indfatninger, som der ikke fandtes nogen Mening i. I Farvesammensætningen var det ikke bedre, og de mest skrigende Farver kom til Anvendelse.

(. . .)

Det kan ikke negtes, at der ved denne nye Retning er kommet nyt Liv ind i Aksidensbranchen og at dens Horisont derved betydelig er utvidet.

Den nye Retnings karakteristiske Egenskab er, at den lader Ornamentet træde tilbage for Skriften, og at den i det hele taget lægger større Vægt paa en smagfuld og iøinefaldende Gruppering av Teksten – praktiske Egenskaber, som alene vil sikre den et længere Liv end sine Forgjængere. Hvad der har skaffet den nye Retning saa hurtig Indpas, er især den Omstændighed, at det derved er muligt at skaffe et billigere arbeide, end det tidligere ved denne rigeligere Anvendelse af Forsiringer var muligt, en Omstændighed, som veier tungt i Vægtskaalen til Fordel for denne ellers lette og luftige Forsiringsmaade; thi skal Sætteren og især Principalen have Glæde af sit Arbeide, er det den første Betingelse, at det ogsaa bringer nogen Pekuniær Fordel. Bestilleren har desuden aldrig eller kun meget sjelden nogen Forstaaelse af typografiske Finesser, og det er for ham Sætteren arbeider. Det gjælder for Bogtrykkeren ikke alene at opnaa sine Kollegers Bifald, men først og fremst sine Kunders. Tidsspildende Finesser forstaaes selv blandt Typograferne kun af et Mindretal, og er i ethvert Tilfælde et utaknemligt Arbeide.

En anden karakteristisk Egenskab ved den moderne Retning er den hyppige Anvendelse af Farvetryk, især Halvtoner. Derved belives den ellers døde Papirflade paa en behagelig Maade, og de oftest gjennemsigtige Indfatninger faar en fastere Form. Ogsaa Anvendelsen af svagt farvet Papir er nu meget yndet. Men jo løsere og mangfoldigere Formerne er, og jo større Frihed Aksidenssætteren har ved Udførelsen af sine Ideer, desto vanskeligere bliver ogsaa hans Arbeide, idet Fordringerne til originalt Udstyr og kunstnerisk Arrangement er større end nogensinde før.

Den frie Retning gaar fornemmlig ud paa at opnaa Effekt; men denne maa aldrig søges opnaaet ved regelløse og barokke Former, og de almindelige Regler for Symmetri og Proportion samt for Ornamentik maa under alle Omstændigheder strengt befølges. Den frie Retning maa ikke betragtes som noget, der udelukker den ældre klassiske eller lukkede Rammeform og det symmetriske Linjefald, men meget mere som en Udvidelse af den gamle Praxis. Ikke udelukkende og under alle Omstændigheder skal saadanne frie Former anvendes, men kun da, naar man derved kan frembringe noget hensigtssvarende og bedre.

ENGLISH SUMMERY
Hermann Scheibler (1854–1929) was a prominent Norwegian printer of German origin. He wrote several books and articles related to typography and printing. The text above, from 1896, discusses the different stages of style in commercial printing from 1860 onwards. Today, these styles are called historicism and artistic printing. Scheibler was well informed of the current international styles in typography.

Publisert første gang 31.5.2015. Sist oppdatert 10.9.2015.

MER Å LESE
Typografi i Norge har publisert flere dokumenter fra norsk grafisk historie her.