Kilder til norsk grafisk historie
Nekrolog i Nordisk Trykkeri-Tidende nr. 4, april 1896
Olav Bergenn.
Nu har du endt din strid hernede,
du gjæve, stille arbejdsmand –
dit minde vil vi trofast frede,
du var en ære for din stand.
Din færd var ren i kampens larm,
skjønt derfra tidt du gik så varm!
Det kom så uventet dette dødsfald. Bergenn, Bergenn er død! – man kunde ikke tro det. Således havde han arbejdet sig ind i vor bevidsthed, arbejdet sig ind som den højeste og bedste leder i vor faglige udvikling. Derfor stod man også aldeles rådvild ved efterretningen om dette sørgelige budskab.
Døden gjør ikke mange omsvøb. Hvad bryr den sig om det savn, en sådan mand – hvis liv har været et eneste arbejde – må efterlade, hvad bryr den sig om hustru og børn!
Olav Bergenn er født på gården Bergen i Saude, Telemarken, den 1. aug. 1853. Lige fra sine skoleår lærte han at tænke selv og dannede sig sit eget syn på livet. Jeg husker, at han ofte fortalte, at han kunde sidde grublende på skolebænken og så pludselig rette spørgsmål til læreren, som satte denne i knibe. Han var «framifraa» for sin alder, og det hændte ikke så sjelden, at han vikarierede for sin lærer.
Da han var 14 år gammel, kom han i lære på Mellgaards bogtrykkeri i Skien. Her fik han anledning til at få fat på bøger – både hæslige romaner og skjønliteratur, – men han lærte snart at skille det gode fra det onde, og eftersom hans ånd begyndte at stige højere tilvejrs, valgte han også sit læsestof derefter.
Denne nekrologen over Olav Bergenn er hentet fra Nordisk Trykkeri-Tidende nr. 4 1896.
Han higede efter at komme ud på de ukjendte vidder, at se verden og studere den, og da hans læretid var udløben, drog han fluxens afsted, kun 19 år gammel. Hans første rejse gjaldt Kjøbenhavn. Her fik han imidlertid blodstyrtning, som kastede ham på sygelejet for en god tid. Da han blev så vidt bra, satte han kursen nedover mod Tyskland, hvor han opholdt sig i over 3 år. På vejen tilbage drog han gjennem Slesvig-Holsten, hvor han stiftede bekjendtskab med sin nu efterladte hustru.
I 1879 kom han tilbage til Norge; da havde han været borte i 7 år, uden at lade sine slægtninge høre fra sig. Han var dengang ikke videre bekjendt her i byen og blev, som det så ofte plejer at være tilfældet med fremmede personer, kastet fra det ene trykkeri til det andet. Han arbejdede hos Chr. Gundersen, Tønsberg, H. J. Jensen (Centraltrykkeriet) og Ringvold. Dengang bladet «Samfundet» kom ud, skrev han nette skisser deri, ligesom han også besørgede oversættelsen af roman-føljetonen sat fra bladet. Han vikarierede sogar en stund som redaktør af dette blad.
Da han søgte og fik pladsen som faktor på «Fredriksstad Tilskuers» bogtrykkeri, havde han allerede ombyttet sit ungkarlsliv med det mere stille og rolige ægteskabelige. Efter å ha været i Fredriksstad omtrent halvandet år, kom han tilbage hertil i 1883. Da begyndte han at gjøre sig lidt mere bekjendt. Især begynte han at kaste sig over den mere kunstneriske del i faget, som dengang stod på et meget lavt standpunkt herhjemme. Lige fra den første begyndelse bærer hans arbejder præg af idealisme. Jeg har foran mig liggende et nytårskort (fra Gjestvangs præmiekonkurrance i 1885) af ham. Dette er det eneste blandt alle de deltagende, hvor en ide-association på en heldig måde er bragt i udførelse. Hvilket hav af tanker opruller sig ikke for en, samtidig som gardinet rulles op og man ser den glødende sol hæve sig op bag de snedækte fjeldtoppe i det fjerne. Det gjør ikke fordring på at vække opsigt, men det bringer alle og enhver, som ser det, i tanker – just netop til at tænke på det nye år, som først nu rulles op for en. For denne smukke idé følte man sig også opfordret til at give ham en ekstrapræmie. Dette kort ofrede han meget af sin fritid på. Det blev udført på Centraltrykkeriet, men da han arbejdede på et andet trykkeri om dagen, måtte han stå om natten på dette trykkeri. Jeg har ligeledes liggende foran mig hans sidste arbejde på konkurrancens område (Oscar Andersens præmiekonkurrance 1895). Det er et omslag til Carl E. Petersen & Søns papirforretning. Den samme tankegang gjør sig gjældende her. Trods alle vanskeligheder har han på en smuk måde søgt at bringe idé og virkelighed sammen.
I 1891 trådte Bergenn ind som redaktør og sætter af «Nordisk Trykkeritidende» og fungerede som sådan lige til sin død. Her åbnedes der ham et vidt felt for sine kundskaber. Men da han samtidig havde plads som ugesætter og redaktør av avisen, led hans helbred meget derunder. Redaktionen måtte han somoftest besørge om natten. Hans kone kunde ofte vågne kl. 1 om natten og finde ham læsende, – hun kunde vågne kl. 4 og finde ham – skrivende.
Bergenn var en fåmælt mand. Men så skrev han desto mere, skjønt en stor del af hans produktion aldrig kom på prent. Blandt hans efterladte papirer findes en masse brudstykker, åndrige, filosofiske – tanker, som han i øjeblikket har fæstet på papiret. Sine indtryk, enten de skrev sig fra teaterstykker, bøger, opsæt, måtte han altid skrive ned. Undertiden havde han da den bagtanke at få det trykt, men havde han først fået sine tanker på papiret, følte han sig tilfreds dermed. Det var nok, når han vidste, at han havde dem nedskrevet. Én bog så imidlertid dagens lys. Det var den (sic) «Den nye tid». Denne bog skrev han i ét nu og fik den ud, næsten før han selv vidste af det. Deri har han udviklet sit syn som arbejder. Han søger at skildre arbejderens åndelige og materielle standpunkt, og mange gode satser og filosofiske betragtninger over det menneskelige værd står her på prent. Han skrev under det pseudonyme mærke Walter Spleen. Mange var de gisninger dengang blandt vore bekjendte forfattere og kunstnere, hvem der ialverden kunde være forfatteren til denne bog, og flere bevidnelser fra disse opbevarede Bergenn som et klenodie.
Bergenn var en filosofisk natur. Han søgte at gå dybere tilværks i de spørgsmål, der faldt på hans vej. Han skrev et stort filosofisk værk – prægtigt – og han fik en så udmærket udtalelse herom af en af vore bekjendte professorer, at han besluttede at lade det trykke. Men ak, han kom ikke længere end til at få trykt 3 ark.
Blandt Bergenns attester, der alle som en erkjender, at han var en meget begavet mand, findes også en, der nokså træffende bemærker, at «dette er ikke nogen sædvanlig attest, men så er den heller ikke skrevet for nogen almindelig håndværker». Det var dengang han søgte og fik Arbejdersamfundets stipendium til verdensudstillingen i Paris 1889. Og sjælden er vel et stipendium kommet sådan til sin ret som just i dette tilfælde.
Når Bergenn havde fæstet sig ved en tanke, så holdt han fast ved den – sålænge han ikke blev forstyrret; men blev han det, kunde han ofte begå tankeløse galskaber. Jeg husker engang, jeg traf ham på Stortorvet. Han skridtede ud uden at se hverken tilhøjre eller venstre; det var tydelig, at han havde hastværk. Jeg standsede ham, begydte at tale med ham om forskjelligt, og han blev så fordybet heri, at han fulgte med den lange vej tilbage til foreningskontoret, hvorfra han for en stund siden var gået. Pludselig gjør han helt om og forsvinder for mine øjne. Da først kom han ihu sit erinde igjen. Han var også undertiden distrait. Engang fik jeg se ham stå ved siden af en brandallarm-signalapparat og betragte dette opmærksomt fra alle sider. Jeg talte til ham. «Jeg kan ikke begribe mig på det», sagde han. «Hvad for noget?» spurgte jeg. Men uden at få noget svar fortsatte han vejen sammen med mig videre. Jeg skjønte godt, at han havde taget fejl af postkassen, thi han havde et brev i hånden.
Han har været udnyttet meget på alle områder. Han var den, der udarbejdede den nugjældende tarif mellem principaler og svende. I 1888 blev han forretningsfører for Den Typografiske Forening, og således kom han derved også til at stå som leder af den store typografstrejk i 1889. Han skrev ligeledes det af Den Typ. Forening til indtægt for fattige typograf-enker udgivne blad «Dovregubben». Han var også lige til for en tid siden medlem af Kr.a Arbejdersamfunds bestyrelse, ligesom han var med i tilsynsudvalget for Kr.a folkeskoler.
Bergenn var af en ophøjet natur. Han gjorde aldrig nogen fortræd. Snil og godslig, som han var, kunde man gjøre med ham som man vilde. Han blev blandt kolleger betragtet som deres alfa og omega. De klyngede sig op til ham som børn til en fader. Aldrig er det fældt så mange tårer, som ved denne mands grav. Et bevis på, at der var et virkeligt følt savn ved hans bortgang tilstede. Han stod ikke i statskirken, da han ikke følte tilfredsstillelse ved kirkens dogmer, men trivedes bedst ved den religion, som havde sluttet forbund med videnskaben. Og videnskab og kunst var hans alt. At eje et eget trykkeri og dyrke kunsten frit og selvstændigt, stod for ham som det højeste mål. Flere gange var han på god vej til det, men blev hvergang sørgelig skuffet. Således var der engang tale om, at Bergenn – dengang, han stod som forretningsfører for Den Typ. Forening – både skulde sætte og redigere «Typ. Med.» og han strævede svært med at anskaffe og ordne dette trykkeri; men hovedstyrelse for Norsk Centralforening fandt af en eller anden grund ikke at kunne gå ind herpå. En anden gang var han også på god vej sammen med en af vore bekjendte forfattere at anlægge et trykkeri, og han betragtede dette som så aldeles sikkert og glædede sig som et barn hertil. Da blev han pludselig syg, fik blodstyrtning og blev sengeliggende. Doktoren sa til ham: «Kjære Bergenn, nu må De love mig at ligge aldeles rolig og lægge al tænkning tilside». «Jeg», sagde Bergenn, «jeg har nok ikke tid til det, jeg. Jeg skal anlægge trykkeri, jeg», sa han muntert.
Bergenn var altid tilbageholden. Når nogen vilde trænge sig foran ham, gjorde han altid høflig plads. Han tragtede ikke efter højere stillinger; det, han var, havde han skabt sig selv. Det er ikke uden stræv, at man fik hans kontrafej; thi det var umuligt at finde andet fotografi af ham end på gruppebilleder, og der havde han altid omhyggelig skjult sig bag andre.
Længe vil Bergenns minde leve blandt os. Han har sat altfor dybe merker efter sig, til at det vil udslettes. Han fodspor vil lede os fremad til det rette mål, medens hans ånd, frigjort, som den nu er, stedse vil svæve om os og drage os til sig. Som fra ét bryst kan vi alle istemme O. J.’s stemningsfulde vers ved graven:
Højt over gravens mørke gjemme,
en tanke stiger fra vort bryst –
om end den svigte kan, vor stemme,
vi takker dig for hver en dyst!
Om alt, hvad her du for os stred,
vi slår en mindets
krans i fred.
Aug. Mortensen
Nekrolog i Typografiske Meddelelser nr. 18, 2. mai 1896
Olav Bergenn.
Hvor vel jeg mindes ham, der han sad grundende over ideer, som han endda ikke var klar over,– forglemmende alt, hvad der rørte sig omkring ham. Dette dybsindige alvor, dette tænkende udtryk i de markerede træk vidnede om, at der bagom dette var gjemt en sum af høj intelligents.
Og nu er han ikke mere – – –
Der gis mennesker, som aldrig har ro paa sig, for de har tilegnet sig kjendskab til dette eller hint, og som sætter alt ind paa at naa dette maal. Blandt disse var Olav Bergenn.
Denne nekrologen over Olav Bergenn er hentet fra Typografiske Meddelelser 1896 nr. 18.
Han var født i Telemarken den 1ste august 1853 og blev saaledes ca. 42½ aar gammel.
Efterat han i Skien havde udstaat sin læretid, arbejdede han en tid som svend, kom senere til Fredriksstad, hvor han blev faktor paa et derværende trykkeri, men rejste saa til udlandet, hvor han opholdt sig i flere aar – særlig i Tyskland. Med sin skarpe iagttagelsesevne saa og tilegnede han sig meget, som senere kom ham tilgode paa fagets omraade, og det tør siges, at vi neppe har nogen typograf herhjemme, der som han kunde smelte originale ideer og teknisk færdighed sammen.
Men det var ikke alene paa sit fags omraade afdøde gjorde sig bemærket. Ogsaa som forfatter har han præsteret flere betydelige ting, der, saa beskedent de end er fremkommet, og han vilde de skulde fremkomme (han skrev i almindelighed under mærket Walter Spleen), dog har efterladt ham et navn, som længe vil mindes. Jeg skal i denne forbindelse nævne hans stemmeretssang fra 1890, hvis første vers begynder med disse frimodige ord:
«Den mand, som har lagt den første sten
til samfundets bygning og en for en
har siden kittet dem sammen til et,
som har vist han har kraft, som har vist han har vet,
det er han, som har krav paa stemmeret,» o.s.v.,
hans arbejderskuespil «Den nye tid» og en mængde sange og andet. I de par sidste aar var han redaktør af «Nordisk Trykkeritidende», der vistnok lagde altfor meget beslag paa den interesserede mands fritid, saa at helbreden tildels led derunder. Dette var maaske ogsaa en medvirkende grund til at han bukkede saa hurtig under for sygdommen. Han skrev ogsaa engang paa en filosofisk brochure, men hvoraf kun et par ark saa dagens lys. Hans økonomiske forfatning tillod ham ikke helt at kaste sig slik op i disse ting, at han rak at faa den afsluttet. Men det, han skrev deraf, vidner ialfald om, at han ikke var nogen nybegynder i faget.
Jeg mindes ham, naar talen var om at tænke følgerigtig og saaledes førte ind paa filosofiens omraade, da kunde han udvikle sig i det uendelige, og den, som da havde lyst til at være med ham, fik gjøre bekjendtskab med teorier ligefra Aristoles’(sic) til vore egne filosofers. Han var dertil en bramfri karaker, som aldrig gjorde noget væsen af sig. Stille og fredelig i al sin færd var han agtet og afholdt af alle, med hvem han kom i berøring.
Den afdøde omfattede Den typografiske forening med en aldrig svigtende interesse, og det arbejde, han har nedlagt i foreningen, vil sent glemmes af dens medlemmer. I 1888 blev han dens forretningsfører og fungerede i denne stilling til begyndelsen av 1892. Siden var han revisor indtil sidste valg, da han frabad sig denne stilling. Han beklædte ogsaa en tid stillingen som formand i saavel Centralforeningen som Den typografiske forening. I 1889, da Kristiania typografer førte sin 18 ugers lønkamp, var det Bergenn, som var den ledende mand og havde som saadan en meget vanskelig opgave at løse. Og mange og bitre var de ord, han paa grund deraf siden fik døje fra saavel principaler som andre.
Et lidet intermezzo fra denne tid kan jeg ikke negte mig den fornøjelse at medtage her. Det viser, hvor grundig han havde gjennemtænkt alt, han satte paa papiret.
Jeg var i 1889 sammen med endel andre foreningsfunksjonærer indkaldt til forligelseskommissjonen (sic) i anledning et avertissement i «Typografiske medd.» om en portrætgruppe af «forglemmigejerne» fra 89. Der var fra disse celebre herrer indleveret 19 klager, der alle rammede enhver enkelt af os, og spørgsmaalet gjaldt om at slutte forlig. Jeg tillod mig at gjøre den bemærkning, at der ikke kunde blive tale om noget forlig her, da vi omtrent alle ingen befatning havde havt med den sag, det her drejede sig om.
«Men De da, Bergenn,» siger administrator henvendt til B., «De maa da have med sagen at gjøre, for De har jo i avertissementet kaldt disse herrer for «byttinger»!»
«Byttinger!» gjentog B. med sin sædvanlige ro, «ja, det er de jo faktisk allesammen, de er jo byttet ind i de pladse, vi andre forlod!» Jeg skal ikke glemme den forundring og munterhed, dette svar vakte i kommisjonen. Administrator havde øjensynlig ikke ventet et saa korrekt og ligefremt svar på tiltale.
Skulde man skrive den norske typograforganisasjons historie for de 10 sidste aar, vilde Olav Bergenns navn faa den mest fremskudte plads deri.
Han var en god og ærlig kollega, en ihærdig kjæmper for vor sag, en kjærlig mand og far for de mange smaa, der laa ham tungt paa sinde i hans sidste timer. Lad os bidrage til at lette dem det tunge savn ved at yde dem al den pekuniære støtte vi formaar.
Det er den smukkeste krans, vi kan slynge om Olav Bergenns minde.
N. Jul Larsen
IN ENGLISH
Olav Bergenn (1853–1896) was a Norwegian printer (compositor), who after travelling as a journeyman for seven years on the European continent, mostly in Germany, settled in Norway. He took an active part in trade union activities and was the leader of the printers’ union in Christiania (Oslo) during the dramatic, 18 week long strike in 1889. With his technical knowledge and broad orientation about the various typographical styles of the time, he was in his last years, until his sudden death, editor of a trade journal in Christiania. He was an intellectual by nature, and among his published literary output was a play («Den nye tid» = New Times), about politics and love during a workers’ strike. – Information about Olav Bergenn from sources abroad sent to me will be most appreciated!
(Januar 2018)
OLAV BERGENN
er en fascinerende person i norsk grafisk arbeiderhistorie. Han gjorde en stor innsats i organisasjonsarbeidet for typografene, blant annet ved å lede dem under storstreiken i 1889; han hadde en sterk typografisk og fagteknisk interesse samt hadde filosofiske og litterære evner. Samtidig var han beskjeden mann, som kanskje mest av alt var en intellektuell arbeider.
Jeg publiserer her to nekrologer som ble trykt i den tids to grafiske tidsskrifter ved hans altfor tidlige død i 1896, 42 år gammel. Det er først Nordisk Trykkeri-Tidende, utgitt ved Centraltrykkeriet i Christiania, som Bergenn redigerte ved siden av sitt daglige arbeid samme sted, helt til sin død. Lenger ned kommer nekrologen i Typografiske Meddelelser, utgitt av Den typografiske forening i Christiania, Norges i dag eldste fagforening, som Bergenn (muligens) var med å starte i 1872 og som han ledet i fire år, og var medlem av til sin død.
Bergenns biografi er ikke skrevet, men disse nekrologene kan være en begynnelse. Jeg håper å komme tilbake med mer om hans interessante liv og store innsats for fag og fagorganisasjon.
Jeg er takknemlig for kontakt vedrørende dokumenter fra og informasjon om Olav Bergenns liv.
DOKUMENTER FRA NORSKE GRAFISK HISTORIE
Til samlesida med dokumenter fra norsk grafisk historie her.