Typografiske tekster med og uten mening

Leseverdige skriftprøve-tekster

Boktrykkerier med respekt for seg selv utga tidligere bøker med prøver av sine skrifter. Dette var et hjelpemiddel for at trykkeriets kunder og ansatte skulle kunne velge en passende skrifttype, skriftstørrelse (grad) og linjeavstand (skytning) til et bestemt arbeid. Trykkeriet måtte da finne en tekst som passet til å vise hvordan for eksempel Bodoni i 12 punkt så ut, sammenlignet med Times i 12 punkt.

Av Torbjørn Eng

Innholdet i disse tekstene er egentlig likegyldig, og er oftest ganske kjedelig. Det typiske er noen høystemte formuleringer om boktrykkerkunsten og dens historie. Ofte gjentas den samme teksten igjen og igjen i alle skrifteksemplene.

Men iblant blir man overrasket og kommer over tekster som har noe å fortelle. Jeg publiserer her tre norske skriftprøvetekster av forskjellig karakter.

Halvorsen & Larsen Ld., Christiania 1903

Halvorsen & Larsen Ld. ble grunnlagt i 1867. Fra begynnelsen var det en agenturforretning med ulike artikler, bl.a. papir for trykkeribransjen, og som mange andre papirhandlere hadde de noe trykksakproduksjon ved siden av. På 1880-tallet ble den grafiske virksomheten mer omfattende og anerkjent for sin høye kvalitet.
– Denne skriftprøven er fra 1903 og er formgitt i jugendstil. Den første teksten omhandler en typograf som har fått et smukt manuskript å sette, men som ikke kommer i gang og drømmer seg bort. Vi får høre om noen av de personlighetene han hadde jobbet sammen med på forskjellige setterier og deres særegenheter. «Kassen» er settekassen, med bokstavtypene i hver sine rom, kalt «fag».
«Å stikke på» er å sette. «Sættelinje» (settelinje) er et av setterens verktøy: en messingskive som legges i bunn av vinkelhaken og brukes for å løfte ut de ferdige linjene.

Tittelsiden til Halvorsen & Larsens skriftprøve 1903

Jeg husker engang jeg havde faaet Manuskript til en ny Bog. Det var nok til at tilfredsstille min Begjærlighed for flere Uger. Naar jeg tillige nævner, at det var smukt skrevet og at der var fuldt op af fulde Kasser, vil man forstaa, at der kom Fart i Fingrene. Men, merkelig nok, jeg fik det alligevel ikke til at gaa. Jeg var nervøs. Tankerne var for raske, Fingrene endnu raskere, Bogstaverne var gjenstridige, og klamrede sig fast til hverandre, og jeg blev staaende der og hakke og hakke vekselvis i Kassekanten og Kassefaget og ofte kom Haanden tomhændt til Vinkelhaken.

Jeg var fortvilet, her havde jeg den bedste Anledning af Verden til at «stikke paa», men hvorledes skulde jeg vel bære mig ad for at kunne knibe «Kanaljerne» paa rette Maade? Dette optog alle mine Tanker baade naar jeg var vaagen og naar jeg drømte. – En Aften kom jeg træt hjem, lagde mig ned paa Sofaen og begyndte at regne ud, hvormeget jeg vel kunde have tjent – – –. Da aabnedes Døren sagte, et Ben stikker frem, saa en Haand og saa – du Himmel, det var jo den forlængst henfarne Typograf H., ham der altid maatte spytte paa Fingrene for hvert andet Bogstav. Jeg husker meget godt denne joviale, blide Kollega.

Atter stikker et Ben ind ad Døren, en Haand og – et surt, grættent Ansigt kommer tilsyne. Jeg kjendte ham straks. I levende Live var han meget proper og en Ordensmand af første Klasse. I hans Manuskriptskuffe, hvor Alt laa i den skjønneste Orden, fandtes bl. A. en Fil, en Saks, Bryne, Aalspet, Ske, Korketrækker, Naal og Traad, Knappenaale, en Æske med Smaaspiker og Skruer, Pudsegarn, Smergel osv. Hver Gang han fik et nyt Arbeide, maatte han lave en ny Sættelinje, som han klippede og filede saalænge, til den passede nøiagtigt, hvorefter han pudsede den omhyggelig. Men naar han saa var færdig med dette samt renset Kassen etc., var gjerne en kvart Dag gaaet med.

En ny Skikkelse træder ind, min gamle ven E. Der var intet andet at sige paa ham, end at han gjerne var tilbøielig til at bringe sine Kamerater i «Kassemangel», idet han altid havde de Kasser under sin, som Andre ledte efter.

Ah! Nok en Fremtoning fra fordums Dage. Jeg kjendte ham straks paa hans Bevægelser. Det var «Uroa», den uroligste af alle urolige. Fra sine første Læreaar blev han indprentet Bogstavernes Betydning samt at Ordet er den største Magt her i Verden. Formodentlig i Bevidstheden herom var han det høfligste Menneske, som nogensine har staaet bøiet over en Kasse, og han berørte aldrig et Bogstav, uden at han samtidig gjorde et eller flere høflige Buk for det. Men Ve det Bogstav, som egensindig løb ud af hans Fingre og ned paa Gulvet, det værdigede han ikke et Blik, langt mindre et Buk. Han greb efter Bogstaver som efter gloende Jern, og fik han fat i to eller tre paa én Gang – hvilket ofte hændte – kastede han dem atter fra sig paa samme Maade som en, der har brændt sig. Han kunde heller aldrig begribe, hvorfor Bogstaverne helst vilde paa Hovedet i Vinkelhaken; det omvendte var jo det naturligste. Det længste han kunde staa stille ved Kassen var ti Minuter. Paa denne Tid havde han boret dybe Huller i Kassefagene og maatte da bort i Magasinskufferne for atter at fylde disse. Man saa derfor altid hans flagrende Skikkelse paa denne Vei med Hænderne fulde af Skrift og ofte løb han over en Form eller en Krak.

Prøveside fra Halvorsen & Larsen

 

Den følgende teksten gir et bilde av problemene som setterne kunne stå overfor i en tid da manuskriptene var håndskrevne og ofte ikke lette å tyde.

Manuskript – Manuskript! Herr Redaktør! De beder om Manuskript. Som den naturligste Ting af Verden nævner De dette Ord: Manuskript. Ved De hvilket Hav af Tanker De derved vækker tillive hos en stakkels Sætter? Har De aldrig prøvet at staa ved en tom Kasse med Hænderne fulde af Manuskript? – eller ved Siden af en fuld Kasse uden Manuskript? Manuskriptet er Kilde til meget Glæde, men ogsaa i mange Tilfælder til megen Forbandelse, og mangen Sætter har vist flere end én Gang ønsket at have Forfatteren i stedet for Manuskriptet mellem Hænderne – helst oppe mellem Reolen og Væggen. Paa den anden Side, hvilken Strøm af Henrykkelse løber ikke gjennem den stakkels Sætter, naar han efter tre Maaneders Lediggang atter stikker det kjære Manuskript ind paa Tenaklen! Tror De da, han bærer Nag til nogen? Aa langtifra! Manuskript og Manuskript er to forskjellige Ting. Der gives Manuskripter, som er saa klart og tydeligt skrevne, at de synes den letteste Sag af Verden. Alligevel kommer man ingen Vei, man maa uafladelig ha sine Øine henvendt paa det og stavre sig frem Ord for Ord. Andre Manuskripter igjen kan ved første Øiekast synes næsten ulæselige, men under Sætningen merker man til sin Forundring at det gaar meget glat. Hvoraf kommer det? Jo, det er Stilen, den saakaldte «flydende Stil», som enkelte Forfattere er begavet med.

Paa et Sætteri var der en Typograf, der var bekjendt som en af de flinkeste Skrifttydere. Kameraterne var næsten misundelige paa ham, og de besluttede at spille ham et Puds. En Dag tog de en Katunge, smurte Blæk paa dens Poter og lod den kradse paa nogle Papirark. Dens Kradserier mindede noget om Literaturanmelderens Haandskrift, og – Manuskriptet blev leveret efter at kameraterne var enige om fuldstændig Taushed til Sætteriets Mester i Skrifttydning. Han blev spændt iagttaget. I Begyndelsen saa han ærgerlig ud, saa blev han roligere; han læste Manuskriptet helt igjennem, og – begyndte derpaa til de Andres Forbauselse at sætte Manuskriptet. Og Resultatet blev en Boganmeldelse, som var den bedste, Bladet havde havt.

Denne Historie er ikke kommet fra Amerika. Hele Historien er naturligvis Løgn; men den beviser dog én Ting: at en Sætter som oftest maa gjætte sig til, hvad der staar skrevet – saa at sige sætte sig ind i Forfatterens Tankegang, hvad der jo for en intelligent Sætter falder forholdsvis let. I ovennævnte Tilfælde overtog jo Sætteren heltud Forfatterens Rolle. Og hvorledes kunde han det, vil man spørge, det var jo intet at sætte, og følgelig kunde han ikke lavet Noget af Intet. Jo, en skarp Sætter er altid Situationens Herre, han ved hva det gjælder og klarer sig altid ud af Vanskelighederne, hvis han kan.

Emil Moestue A/S, Oslo 1929

Emil Moestue A/S ble grunnlagt i 1883. Det ble et av hovedstadens store boktrykkerier, og opprettet i 1907 også en litografisk anstalt. I mellomkrigstida etablertet bedriften en avdeling for trykking av frimerker.
– Skriftprøven fra 1929 er innbundet og trukket med rikt dekorert shirting. Skriftutvalget er temmelig umoderne og helt upåvirket av funksjonalismen, som feide inn i boktrykket akkurat i disse åra. Tekstene i skriftprøven er høytidelige tanker om arbeidssomhet, typografi og bokkunst. Tankegangen rundt skriftvalg er preget av den enkle 1920-talls-klassisismen. Det kan virke som at tekstene er hentet fra en lærebok for lærlinger. «Garniture» (garnityre) er en betegnelse på alle gradene (skriftstørrelsene) av en skriftsort.

Bindet til Emil Mostues skriftprøve fra 1929

Det er en meget vigtig betingelse for at bli en agtet og dygtig mand at man lever et saa moralsk og regelmæssig liv som det er mulig i denne vanskelige verden. At man er ærlig og medgjørlig og heller hjælper sine medmennesker end lægger dem hindringer iveien. Der er intet andet iveien med verden for øieblikket end at den har naaet toppunktet av egoisme og mammondyrkelse.

Idet jeg ber mine læsere og især læreguttene at lægge sig indledningen paa hjertet vil jeg gaa over til at fortælle lidt om de erfaringer jeg har høstet som typograf. I mine læregutdage saavelsom i min tidlige svendetid led jeg under mangelen paa at kunne koncentrere. Det er en meget vigtig ting for den unge typograf at han saa tidlig som mulig lærer dette. Det er jo saa almindelig at man famler sig frem paa vore sætterier; man sætter og komponerer og bygger op og lægger av uten plan. Først efter mange timers eksperimenter lykkes det ved et «lykketræf» at finde paa noget som ser bra ut.

Jeg har gjort den erfaring at lønner sig altid at anvende litt tid med blyant og papir før man begynder opsætningen. Og er det en særlig vanskelig opgave, som et omslag eller lignende, bør man ta manuskriptet med hjem og i fred og ro tænke ut noget. Selv om man ikke har betaling for dette i kroner og ører, saa utvider man sin horisont og næste gang et lignende arbeide indfinder sig gaar det lettere og man koncentrerer hurtigere. Det er paa denne maate man begynder at klyve opover, og det er den eneste maate at komme frem paa.

Jeg pleiet som svend altid at ha en kladdebok for haanden hvori jeg skisserte ned ideer som i farten kom til mig. Disse ideer kunde jeg ofte faa ved at passere en praktfuld bygning, ved at betrakte porcelæn eller lignende. I tidens løp fik jeg paa denne maate et væld at øse fra.

Enhver typograf har sikkert paa et eller andet tidspunkt i sit liv været i tvil om hvilke skrifter er de rette at vælge og hvilke streker eller ornamenter bør anvendes. Mange, kanske majoiriteten, er av den mening at skriftvalget har liten betydning bare man vælger de rette typestørrelser. Til dette vil jeg svare at spørsmaalet om typevalg og forstaaelsen av typer er meget vigtig. Tendensen hos moderne boktrykkere nu er at anskaffe saa faa garniturer som mulig og de typesorter man anskaffer er gjerne av klassisk oprindelse. Disse er da gjerne inddelt i en gotisk familie og en eller to romerske garniturer. Det er de romerske (eller antikva) typer som jeg vil anbefale mine kolleger at studere. De gamle boktrykkere i det 15–16 aarhundrede ofret typerne langt større omtanke end vi gjør og særlig bokutstyret stod paa et høit trin dengang.

Ved valget av typer til et arbeide spiller igjen koncentrationsevnen ind. Man maa ikke tænke paa trykkeriets velassorterte lager av typer anskaffet fra aarhundreder tilbake; men samle sine tanker om den ene garnitur som man efter at ha studert typer baade fra et historisk og praktisk synspunkt finder er den bedste. Naar man er overbevist om at den typefamilie man har valgt er den rette kommer ens smak tilsyne ved arrangementet og opsætningen av teksten.

W. C. Fabritius & Sønner A/S, Christiania 1898

W. C. Fabritius startet sitt boktrykkeri i 1844 gjennom overtagelsen av det velutstyrte Guldberg & Dzwonkowskis trykkeri. På slutten av 1870-tallet ble den tyske typografen Hermann Scheibler ansatt i trykkeriet, og han steg etter hvert i gradene til å bli eier samtidig som han bygde opp bedriften til å bli et av landets førende innen kunstnerisk typografi.
– Skriftprøven fra 1898 har et omslag i den typografiske «frie retnings» stil, men de stiliserte blomstermotivene på venstre side og nede har jugend-karakter. Tekstene er faglige, sikkert ofte fra Scheiblers omfattende forfatterskap. Men den følgende teksten kan jeg ikke kjenne igjen, og er muligens hentet fra et utenlandsk blad. Omtalen av det store tyske skriftstøperiet Schelter & Giesecke beskriver også utviklingen av den kompliserte tekniske framstillingen av blytyper. Det er naturlig å tro at firmaet leverte mye skrift til Fabritius. «Defekter» i boktrykkeriene var ekstra typer, kjøpt i tillegg til den første anskaffelsen. Ordet har nok en tilsvarende betydning her: tilleggsstøpninger.

Omslaget til Fabritius skriftprøve fra 1898

Blandt de Skriftstøberier, der har Æren af at have indført de mest indgribende Forbedringer i vort Typemateriale, staar Leipzigerfirmaet Schelter & Giesecke i første Række.

I aaret 1819 fattede Stempelskjærer J. G. Schelter og Skriftstøber Chr. Fr. Giesecke, hvilke begge var bosiddende i Leipzig, det Forsæt at etablere sig i Fællesskab. De udførte ogsaa dette Forehavende, idet de den 24de Juni s. A. oprettede et Skriftstøberi under Firma J. G. Schelter & Giesecke. Ringe var Begyndelsen til det nu over hele Verden kjendte Etablissement, og beskedne de Hjælpemidler, der i hin Tid stod til Skriftstøbernes Raadighed. Om Nutidens sindrige Arbeidsmaskiner, der letter Driften saa enormt, havde den Tids Skriftstøbere endnu ingen Anelse; alt maatte forfærdiges ved Haandarbeide, og langsomt skete Støbningen af Typerne i det primitive Haandinstrument ved Støbeovnen.

Saa meget desto høiere maa Firmaets første Indehaveres rastløse Virksomhed værdsættes; trods disse indskrænkede Forhold har de forstaaet at give Etablissementet et saa solid Grundlag, at det, foruden stadig at tiltage i Omfang, har kunne voxe op til den i teknisk Henseende betydelige Høide, det nu indtager.

J. G. Schelter udtraadte i Aaret 1841 af Forretningen, som nu under det gamle Firmanavn fortsattes af Chr. Fr. Giesecke. Da Skriftstøbemaskiner blev opfundne i Firtiaarene, forsømte denne ikke at anskaffe sig dette Hjælpemiddel. 1845 opstilledes den første af disse Maskiner. I 1870 var Antallet steget til 50, og i dette Aar indrettedes disse for Dampkraft. Efter Chr. Fr. Gieseckes Død i 1850 overtog dennes to Sønner, C. W. F. Giesecke og B. R. Giesecke Forretningen, der under deres omsigtsfulde Ledelse stadig vandt i Omfang og Betydning. Ved Nytaar 1881 indtraadte desuden B. Gieseckes Søn, Georg, som Deltager i Forretningen, efter at han alt fra 1876 hadde havt den tekniske Ledelse, og det er særlig under ham, at den mest glimrende Periode i Firmaets Virksomhed, der tilmed endnu ikke synes at have naaet Kulminiationspunktet, har udviklet sig.

Georg Giesecke, der havde lært Skriftstøberiet i Amerika, og der faaet Kjendskab til Kompletmaskinerne og deres Betydning for Fremtidens Skriftstøbning, indførte samtidig med Firmaet Genzsch & Heyse i Hamburg disse Maskiner, der paa faa Aar har gjort det næsten fuldstændig af med de ældre tyske Skriftstøbemaskiner. Det væsentligste Fortrin, som de amerikanske Kompletmaskiner frembyder lige over for de tyske Støbemaskiner, bestaar i, at Støbningens Godhed og Akkuratesse ikke er afhængig af den enkelte arbeiders individuelle Duelighed, men bliver garanteret ved selve Maskinens Indretning. Medens Kontrollen ved den tyske Støbning paa Grund af den komplicerede Tilretning af Matricen er overordentlig vanskelig, ja næsten umulig i et større Etablissement, da Tilretningen ved Matricens daglige Benyttelse paany maa finde Sted, sker denne ved de amerikanske Kompletmaskiner ved Justeringen af selve Matricen og en Gang for alle.

Matricerne bliver ikke alene med Hensyn til Flade, Dybde, Tykkelse og Vinkel nøie justerede i Forveien, men ogsaa paa Linie, Længde og Billedets Stilling, og den engang paa Matricen fuldendte Justeringer borger for Typestøbningens Godhed for bestandig. Ved Støbemaskiner af ældre Systemer blev Matricen kun justeret for Flade, Dybde og Stilling, medens Linie og Længde ved enhver Støbning blev særlig tilrettet, d.v.s. ved Hjælp af 4 Skruer maatte bringes til den rigtige Plads. 2 andre Skruer stillede Instrumentet til den ønskede Tykkelse af Typen. Det er klart, at ved denne Fabrikationsmaade afgang alt af den paagjældende Arbeiders Samvittighedsfuldhed og Duelighed, og det var mere et lykkeligt Tilfælde, naar Støbningen af Defekterne faldt ud paa samme Maade som ved den første Støbning. Paa de amerikanske Maskiner finder Matricen en fast Stilling paa 3 Sider og behøver kun en eneste Skrue til Efterjusteringen. Matricens Justering maa naturligvis foretages med den største Akkuratesse, og dertil bruges yderst fine og tilforladelige Instrumenter, der muliggjør det nøiagtigste Arbeide, men det er ogsaa selvfølgeligt, at Justereren maa være en dygtig og med sit Fag fuldt fortrolig Mand.

ENGLISH SUMMARY
The texts in printers’ type specimens vary from rather boring ones, repeated over and over again, to well-written literary texts and to interesting technical and aesthetic information. I reproduce here three examples of readable texts from three Norwegian printers.

Først publisert 15.10.2018
Sist revidert 16.10.2018

Eksempel fra skriftprøve

SÆRT, ELLER EN SKJULT SKATT?
Iblant kan man finne interessant lesestoff i trykkerienes skriftprøver, hvis man stopper opp litt. Sært, ja, men jeg er heldigvis ikke den første som trekker fram tekster som er gjemt i trykkerienes skriftprøver. Alastair Johnston utga i 2000 Alphabets to order : the literature of nineteenth-century typefounders’ specimens. Hans innfallsvinkel var mer de korte, fyndige tekstene som trykkeriene brukte for å vise fram tittelskriftene sine, i store størrelser.